Spørgsmålet er, hvem der skal bestemme, hvordan og hvornår det skal ske?

Som omtalt i Berlingske Tidende i går, har danske fædre nordisk bundrekord, når det gælder lysten, evnen eller viljen til at passe det lille, nye familiemedlem. Typisk tager fædrene kun 6,2 procent af den samlede, afholdte barsel, mens moderne tager resten. Det kunne sagtens være meget bedre.

Men det er noget, familierne selv skal træffe beslutning om. Uden at blive pålagt noget af staten.

Der er derfor grund til at advare mod de synspunkter, man finder hos debattører som Kvinfos direktør, Elisabeth Møller Jensen, der vil øremærke barsel til fædre, sådan som man allerede gør det i Norge, Sverige og Island. Modellen i vore nordiske broderlande går ud på, at hvis faderen takker nej til et antal dages øremærket barsel - i Sverige er den på to måneder - kan moderen ikke overtage den. Staten forsøger med andre ord at lokke familierne til at opføre sig sådan, som staten synes, at de skal opføre sig. 

Den model kan ikke anbefales. Som ligestillingsminister Lykke Friis (V) flere gange har sagt, bør børnefamilierne have frihed til at organisere sig, som de vil. Men så bør regeringen også være konsekvent og tage skridt til at sikre, at mænd og kvinder virkelig ligestilles, hvad barsel angår. Det er de ikke i dag. I dag findes der en 14 uger lang, dagpengeberettiget barsel, der gælder perioden lige efter fødslen, og som er øremærket til moderen. Faderen må nøjes med 14 dage, som han kan lægge på et eller andet tidspunkt inden for disse 14 uger.

Dette er ikke rimeligt. Der må gøres op med den trang til at regulere menneskers adfærd, som den nævnte ulige fordeling af dagpengeberettiget barsel er udtryk for, og det kan i praksis ske ved, at faderen og moderen ganske enkelt får lov til frit at fordele de i alt 16 uger mellem sig. Uden indblanding udefra.

En sådan model, hvor der er frit valg på alle barselshylder, gælder allerede for de 32 ugers barselsorlov, der følger efter de indledende ugers barsel. I den periode bestemmer moderen og faderen helt selv, hvordan de medfølgende 32 ugers dagpenge til én person skal fordeles. De får lov til at agere som frie, ansvarlige mennesker, der vil hinanden og børnene det bedste. Det er helt, som det skal være. 

Ligestilling er et gode. Formynderi er af det onde. Befri forældrene!

Ligestilling i praksis er borgernes ansvar. Også når det gælder børnene."

Slike meninger virker antagelig reaksjonære sett med mange norske øyne. I Norge er jo "alle", med det statlige likestillings- og diskrimineringsombudet som "overdommer", helt sikre på at vi lever bedre liv, hvis vi gjør som politikerne og staten vil. Norske debattanter er også overbevist om at det er synd på danskene.

Men danskene kan jo trøste seg med at de fortsatt er verdens lykkeligste folk.